Vinplanter

Her finder du forskellige slags vinplanter.
Der er forskellige sorter til spise druer  eller sorter  til vinproduktion.
Vinplanten skal  vokse i direkte sol for at blomstre og sætte frugt, og ikke for vindudsat.

Vinplanten er en skøn plante som vokser kraftigt og er god som skyggeplante.
Vi har et par gode tips til hvordan du skal pleje dine vinplanter for at få gode resultater - det er ikke svært.

Læs vores guide her:
Vinplanter - Information om plantning og pleje

Læs meget mere om vinplanter og vinstokke herunder

Vinplanter og vinstokke, også kendt som det latinske navn ‘Vitis vinifera’, hører til familien af løvfældende slyngplanter som helt naturligt findes flere steder i Europa. Lige siden oldtiden har man dyrket vinplanter for at kunne omdanne de små frugter til vin. Der findes som så mange andre planter flere forskellige sorter. Nogle vindruesorter er perfekte til at dyrke i drivhus og andre trives godt på friland. Du kan derudover også få vindruesorter med og uden kerner.

En vin er en frodig og yderst dekorativ plante som kan bruges som en naturlig afskærmning i udestuer eller andre glashuse for at give skygge. Samtidig har de søde vindruer utallige anvendelsesformål. Pluk en klase direkte fra din vinstok og spis druer friske, eller pres dem til druesaft. Du kan bruge saften til at lave druegelé og fryser du druerne løst, kan man lave flotte og dekorative isterninger.

Læs vores guide til plantning og pasning af vinplanter her:
Vinplanter - Information om plantning og pleje

Hvor kan jeg plante min vinplante?


En vinplante eller vinstok kan placeres mange steder som fx på mure i udestuder, i drivhuse eller på en lun og solrig placering i haven. Som du kan se er det næsten kun fantasien der sætter grænser for, hvor du kan placere en vinplante. Det er dog vigtigt at vinplanten har noget at støtte sig til som fx et espalier, trælameller, ståltråd, en pergola eller en mur.

Du kan se hele vores udvalg af espalier og hegn lige her  // Espalier og hegn

Hvordan planter man vinplanter?


Vinstokke kan plantes hele året, når jorden blot ikke er frostbundet. Planter man om foråret er det vigtigt at vande den første tid. Lav en hulning i jorden omkring planten, hvor der kan vandes. Man bør altid hyppe 10-20 cm jord op omkring stammen i november, så planten er beskyttet de første vintre mens den er lille. Jorden hyppes væk igen om foråret.

Grav plantehullet dobbelt så dybt som potten og sørg for at løsne jorden. Tilsæt evt. et par skovlfulde god plantejord i bunden af hullet. Husk at fjerne potten. Herefter kan vinstokken plantes. Vinstokken plantes 10 cm dybere end den stod i potten, så rødderne er i en dybde hvor de er beskyttet mod barfrost og udtørring. Sæt en kraftig bambusstok/plantepind ved vinstokken med det samme, så den er markeret. Dermed har den også noget at klatre på den første sommer. Når planten kommer i vækst, bindes den til stokken, så ranken ikke beskadiges af vinden. Senest efter den første sommer, konstrueres det permanente espalier i form af træ, ståltråd eller lignende. Jorden holdes ren i en radius på 50 cm omkring planten. Alternativt kan man dække jorden med kompost eller lignende, så ukrudtet hæmmes.

Vinplanten kan bære frugt fra den første sommer, men man bør fjerne klaserne indtil planten er etableret (efter et par år).

Hvordan skal min vin beskæres?


Vil du beskære din vinplante kan du gøre det både vinter og sommer. Fremgangsmåde afhænger af tidspunktet på året.

Vil du beskære din vin om vinteren skal du være opmærksom på følgende:
Når din vin har vokset henover sommeren er stammen fyldt med blyantstykke sideskud.
Der findes to grundlæggende metoder til  beskæring af disse sideskud. Ved kort sporebeskæring afkorter man alle sideskud over 1-3 knopper. Ved lang sporebeskæring afkorter man hvert andet sideskud over 1-3 knopper og hvert andet over 4-6 knopper. Baggrunden for valget mellem disse to systemer, er den enkelte sorts villighed til at bære frugt. Har man en vinstok der ikke bærer nok, kan man prøve at efterlade længere sideskud ved vinterbeskæringen.

Vil du beskære din vin om sommeren, bør du gøre følgende:
Vinplanten kan ansætte langt flere klaser end den formår at modne. Det er solens lys på de grønne blade, der opbygger det sukker som skal gøre druerne søde, derfor må man sørge for at der er balance mellem blade og frugt. Der skal 4-6 blade til for at modne én klase. Efterlader man derfor én klase på hvert sommerskud, bør der altså være 4-6 blade efter klasen på hvert sommerskud. I mange gamle bøger står der at det er nok at efterlade to blade, men det resulterer ofte i at druerne ikke bliver søde. Man må desuden tynde en del af sommerskuddene væk helt ved basis. Så får de resterende klaser og blade lys og luft.