Tomatdyrkning

Såning af tomater


Såtidspunktet for tomatfrø, kan du regne dig frem til ved at tælle baglæns fra det tidspunkt de skal plantes i drivhus. I et almindeligt drivhus uden varme på nogen måde, planter man typisk tomater omkring 1. maj, og da det tager ca. to måneder fra såning af tomatfrø, til man har udplantningsklare planter, passer det at så tomater ca. 1. marts. Noget tidligere, hvis man har noget tilskudsvarme i drivhuset, og kan plante i april.
Tomatfrø spirer bedst  ved 22°C i jorden. efter spiring kan de små planter klare sig ved 16-18°C i jorden. Det er jordtemperaturen, der er afgørende.
Tomatplanter bliver høje og ranglede, hvis de får for lidt lys. Det betyder bl.a., at de bliver for høje inden den første blomsterklase dannes, og vi mister en klase tomater.
Så i jord, der er fri for svampe og ukrudt. det sikres bedst med såkaldt så- og priklejord, eller så- og kaktusjord fra visse producenter.

Tomater i drivhus


I et almindeligt hobbydrivhus uden nogen form for varme, passer det at plante tomater omkring 1. maj. Har man en drivhusvarmer, eller anden form for tilskudsvarme, og måske laver fx et ekstra plastiktelt inde i drivhuset, kan tomaterne plantes i april. I drivhuset kan tomaterne plantes i jorden i bunden af drivhuset, i plantesække, i spande eller andre beholdere. Beholdere til plantedyrkning skal have hul(ler) i bunden, så overskydende vand kan trække ud. Plantesække skal også have huller i bunden. Vækstmediet i diverse beholdere kan være jord, der er fremstillet formålet.

Opbinding af tomater i drivhus


Tomatplanter skal have noget at støtte sig til. Typisk binder man en kraftig snor fast i drivhustaget, og nederst på plantens stamme. Man kan også bruge lange stokke, eller købte tomatstøtter, der stikkes ned i vækstmediet. Tomatplante ledes på vej rundt om støtten.

Vanding af Tomater


Planterne skal have vand og gødning. De første par uger kan de klare sig med rent vand. Når først de bliver store, og temperaturen stiger gennem foråret og hen på sommeren, skal de som regel vandes dagligt. Den nemmeste måde at give dem gødning på, er ved at give flydende gødning i vandingsvandet efter den vejledning, der er til de forskellige gødninger. Man slipper nemmest om ved vanding og gødskning, ved at bruge et automatisk vandingsanlæg, der tilsluttes en vandhane. Man kan også dyrke i plantesække på kapillærkasser, hvor gødningsvandet suges op i jorden i plantesækken fra kassen. Vær opmærksom på, at jorden i plantesækken i nogle tilfælde kan blive så våd, at plantens rødder kvæles af iltmangel. Derudover skal der ofte tilføjes ekstra kalk til plantesækken, det er selve tomatfrugterne, der først viser kalkmangel, ved at de bliver sorte i blomsterenden. Kaldes griffelråd.

Knib sideskud af tomatplanterne


Alle skud, der dannes i bladhjørnerne, skal knibes af, og helst mens de er helt små, ellers tager de for meget næring, og planten giver mindre udbytte.

Tomathøst


Lad tomatfrugterne sidde på planten til de er helt modne. Det giver den bedst smag. Omkring 1. september, eller lidt tidligere, kan man klippe toppen af planterne, så de ikke danner flere tomatklaser. Det tager nemlig ca. to måneder for en tomat at blive plukkemoden. Er der grønne tomater sent om efteråret, kan de syltes, eller lægges til eftermodning ved 15-16° C.

Problemer med tomater


Griffelråd (nævnt under pasning) skyldes kalciummangel omkring det sted, hvor blomsten har siddet. I praksis ses det oftest ved utilstrækkelig eller uens vanding, og især ved dyrkning på kapillærkasser, fordi jorden der, kan blive for våd, og rødderne ikke kan optage kalken.
Revnede frugter får vi udpræget når nætterne er kolde. skindet kan ikke holde til trykket inde fra, når der samtidig er dug på frugten. Luft mere ud, hvis det er muligt. Installer fx automatiske vinduesåbnere.
Mellus (hvide fluer) er en art bladlus, som kan være meget plagsom. Den bekæmpes bedst med snyltehvepse.
Grønskjold og grønnakkede tomater. Frugterne bliver kun grønne omkring stilken. Forekommer ofte når temperaturen i drivhuset er over 25-26° C, og især hvis selve frugterne sidder i direkte sol, så temperaturen inde i frugterne kan blive ekstra høj. Luft ekstra ud, hvis det er muligt. Der kan være behov for skygning med skyggepasta eller skyggegardiner.[/u]
Gråskimmel er en svampesygdom, der kan forekomme på tomatplanter. De bliver brune og efterhånden grålige i mindre eller større partier, ofte omkring bladstilkene. Undgå at lave flere sår på planterne end højst nødvendigt, Knib sideskud af, mens de er helt små, så sårene bliver så små som muligt. Hold en lav luftfugtighed.