Plantning af jordbær

Plantning af jordbær


Inden man planter jordbær, er det godt at løsne jorden og blande den med delvis omsat kompost uden store mængder husdyrgødning, da de små planter ikke har brug for ret megen næring.
Ved plantning skal man undgå, at hjerteskuddet dækkes med jord, da det kan få planten til at rådne. Bruger du yderligere jorddække, skal du også passe på ikke at lægge alt for megen jorddække ind omkring de små planter.

Planteafstand


Er der plads nok, kan jordbær plantes i rækker med 80 cm afstand og 40 cm mellem planterne i rækken. I mindre køkkenhaver er beddyrkning en fordel, for der kan planterne sættes med mindre afstand. Plant fx to rækker med 60 cm afstand i et bed, og 40 cm mellem planterne i rækken.

Vand og gødning


Det kan blive nødvendigt at vande efter plantning, hvis plantning sker op til en varm, tør periode. Giv gerne de nyplantede jordbær lidt gødning efter plantning. Ved samme lejlighed kan de gamle jordbær også få gødning. Hvis der er brugt kompost med husdyrgødning, kan gødningstilførslen efter plantning udelades.

Egne aflæggere eller nye planter


Det betaler sig at købe nye sunde planter med nogle års mellemrum, ellers er der stor risiko for opformering og spredning af sygdomme. Men er dine planter sunde, kan du nemt bruge udlæggerne som kommer fra planterne.

Planternes levetid


Jordbærplanter giver det bedste udbytte de første tre år. Derefter falder det væsentlig, og det betaler sig at rydde de ældste og plante nye, sunde planter i stedet for.

Sædskifte - skift dyrkningssted


Hvis man dyrker jordbær det samme sted flere år i træk, er der risiko for opformering af sygdom i planterne. Hos jordbær er det især det, der hedder jordbærnematoder - også kaldet jordbærål, der er den store synder. Jordbærnematoder har intet med ål, at gøre, og de er så bitte små, at de kun kan ses under mikroskop. De lever på planternes rødder, og hæmmer rodvæksten betydeligt, og planterne trives meget dårligt. Disse nematoder kan overleve i jorden i flere år. Derfor skal man have mindst fire år mellem, der er jordbær i samme jordstykke.