Vejledning Stauder

Stauder er oprindeligt en fællesbetegnelse for flerårige, urteagtige planter, der stopper væksten når frosten sætter ind om efteråret og starter på en frisk når foråret vender tilbage. Indenfor stauder findes der et kæmpeudvalg af skønne planter, både tørketålende, fugtelskende, krybende eller meterhøje, nogle er til sol og andre til skygge. De findes i et væld af farver og former og nogle med stedsegrønt løv, kort sagt: der findes en staude til ethvert formål.

Stauder sætter farver på miljøet året rundt. De frodige, blomstrende planter bløder de hårde kanter op og binder helheden sammen. Stauderne lader naturen flytte ind i byen og afspejler de skiftende årstider. De skaber en venlig atmosfære og et godt miljø, hvor beboerne trives.

Vi forsøger at skaffe så mange danskproducerede stauder som muligt. De planter der er produceret i Danmark passer bedst til det danske klima.

Højdeangivelsen er vejledende, det kan variere en del alt efter jordbunden. Blomsterfarven kan snyde lidt, det er ikke alle der forbinder den samme farve med f.eks. mørkviolet, mørklilla eller mørk blå.

Vejledning til stauder





Før du planter

Vælg planter, der trives med de vækstbetingelser, du har at byde på. Solelskende stauder til solrige voksesteder, skyggetålende stauder til skyggefulde omgivelser osv.

Fjern alt ukrudt - og især flerårigt ukrudt - før du planter. Det er betydeligt lettere end at luge mellem de nyplantede stauder.

Jorden løsnes og arbejdes godt igennem før plantning. Jord der er kørt sammen, løsnes i dybden ved fræsning og grubning.

Når du planter

Det er næsten altid plantetid for stauder, dog ikke når jorden er frossen eller meget våd, eller når sommeren byder på hedebølge.

Tænk på helheden, når du planter. Kombinationen af farver og former skaber en flot spændende helhed. Plant de højeste stauder i baggrunden og de laveste forrest. Lad grupper af forskellige stauder smyge sig ind imellem hinanden.

Husk, at det bliver vinter igen. Det er en god ide at benytte vintergrønne stauder og stauder med vinterstandere i beplantningen, så der også er noget kønt at se på i den kolde tid.

Et tæt dække af stauder holder ukrudt i ave. Du opnår et tæt dække ved at følge anvisningerne for antal planter pr. kvadratmeter. Men husk stauder kan ikke kvæle flerårigt ukrudt, det skal fjernes før plantning.

Efter plantning

Nyplantede stauder skal vandes umiddelbart efter plantning, så der hurtigt kommer gang i rodvæksten. I de første uger efter plantning vandes grundigt med mellemrum, så planterne ikke tørrer ud. Når rødderne har fået fat for alvor, er vanding sjældent nødvendig. Der må ikke gødes umiddelbart efter plantning, stauderne skal have lov til at komme i gang med væksten, før der gødes, ellers kan man svide rødderne og planterne vil visne.

Indtil stauderne vokser sammen og danner et tæt plantedække, skal spirende ukrudt mellem planterne fjernes.

En veletableret staudebeplantning passer stort set sig selv, planterne skal blot klippes ned hvert forår i marts-april.

Sådan planter du stauder

1. Fjern alt ukrudt før du planter

2. Jorden løsnes og arbejdes godt igennem før plantning

3. Plantning af stauder - Plant højeste stauder bagerst og de laveste forrest

4. Vanding - Vand grundigt de første par uger indtil stauderne har slået rødder

5. Afventer gødning indtil stauderne er begyndt at vokse

6. Fjern jævnligt ukrudt

7. Nedklipning af stauder hvert forår