Kartoffeldyrkning

Kartofler direkte i køkkenhaven

Kartofler der lægges direkte i køkkenhaven kan lægges i rækker med ca. 60 cm afstand og ca. 30 cm mellem planterne. Læg dem i 10-15 cm dybde. Dybden betyder ikke alverden for væksten, men den har indflydelse på, hvor dybt de nye kartofler kommer til at ligge. Derfor skal læggekartoflerne mindst 10 cm i jorden. Hvis de nye kartofler ligger så højt, at de udsættes for lys, bliver de grønne, og må ikke spises. Når kartoflerne er i vækst og nye knolde dannet, er der ofte behov for at hyppe jord op omkring dem. Derved undgås, at de får lys, og man opnår, at senere eventuel smitte med kartoffelskimmel, ikke så nemt trænger ned til knoldene. Der går fra 14 til 20 uger fra lægning til høst. Kortest tid for tidlige sorter og længst tid for sene sorter.

Kartofler vokser bedst i en porøs muldjord


Kartofler vokser bedst i en porøs muldjord, der er svagt sur, Ph 5-6. Hvis kartofler mangler vand i vækstperioden, kan væksten stoppe, og de kan nemmere angribes af skurvsvamp. Det betaler sig at lægge indkøbte kartofler, der er kontrolleret for alvorlige sygdomme. Man kan alligevel opleve angreb af fx kartoffelskimmel, der spredes gennem luften. Undgå at dyrke kartofler samme sted år efter år. Stil efter en plan, så der går mindst fire år mellem, der er kartofler det samme sted. Det er primært for at undgå kartoffelnematoder (kartoffelål), der medfører meget svag vækst af både top og knolde. Kan også undgås ved at dyrke nematoderesistente sorter. Det står på emballagen for de sorter der er resistente.

Sådan fremmer du spiringen


Man kan fremme spiringen af kartoflerne ved at grave render og lægge kartoflerne i bunden, og dække med lidt jord, så der stadig er en rende. Læg så klar plastik over. Det er med til at opvarme jorden. Plastikken kan udlægges et par uger i forvejen, så jorden er opvarmet, når kartoflerne lægges. Fjern plastikken når de nye kartoffeltoppe presser på - en gang hen i maj.

Kartofler i spande og potter


Man kan dyrke kartofler i beholdere, typisk spande eller store potter. Brug ikke potter og spande under 30 brede og dybe. Deri kan lægges to kartofler. Beholderdyrkning kan startes indendørs omkring 1. marts. Planterne skal stå lyst, når der viser sig grønt over jorden, ellers bliver skuddene lange, blege og tynde.


Se også vores guide om kartofler.