Anlæg et surbundsbed

Surbundsbedet


Rhododendron og de fleste andre surbundsplanter trives bedst i læ, let skygge (ikke dyb skygge og helst ikke sammen med store skyggende træer som f.eks. bøg, men gerne sammen med fyr, gran, eg, hjertetræ, magnolie og andre ikke for store letløvede træer & stedsegrønne, der kan give vandrende skygge – specielt for at beskytte mod den skarpe forårssol og som læ for vinden) og i en sur (kalkfattig) blanding af 1/3 sand og 1/3 grov spagnum og 1/3 grannåle/bøgeblade/kompost og andet organisk materiale, hvilket giver en luftig og fugtighedsbevarende grobund.
Da surbundsbedet som nævnt skal bestå af en specialblanding er det nemmest at anlægge oven på jorden og ved at lave et hævet bed undgås også et stort gravearbejde.
Først laves en kant af tørveklyner, træstammer el.lign. og Rhododendronblandingen udlægges i et lag på ca. 40 cm. Hvis der gror store træer i nærheden af bedet, kan der lægges en vandgennemtrængelig fiberdug ud i bunden af bedet, så rødder fra de store træer ikke blander sig med surbundsplanternes fine rodnet og ’stjæler’ fugt og næring fra disse. Bedet vandes godt igennem, så alt er gennemfugtet og klar til at sætte planterne i.

Klyner er blokke af grov spagnum/tørv skåret i blokke på ca. 45 x 45 x 25 cm med ujævne kanter. Det giver et naturligt udseende, der passer godt til surbundsbedet. De er nemme at save i mindre stykker, hvis det er nødvendigt. Og anvendes tørveklyner som kant vil mindre eller krybende surbundsplanter ofte brede sig i klynekanten. De plantes i revnerne mellem klynerne eller i små plantehuller lavet direkte i klynerne.

Tendensen går mod at spagnum skal udfases til brug i haven. Der kommer heldigvis mange fine og gode nye produkter på markedet. Du kan selv blande eks. ekstra lærkenåle imellem jorden for at forsurer jorden yderligere. Når du skal finde et jordprodukt til dyrkning af surbundsplanter og rhododendron skal du som navnet antyder bruge et jordprodukt som sikre en sur jord. Det vil sige at PH ikke må være så højt med skal være lavt.





 

Plantning

Vær også opmærksom på, om klumpen er godt fugtig, ellers sænkes de ned i en balje vand, hvor de skal have lov at trække det vand klumpen kan optage i løbet af ca. 15 min. Jorden trykkes godt fast omkring rodklumpen og bedet vandes godt igennem efter plantning.
Rhododendron bør tilføres gødning to gange i løbet af foråret. Vi anbefaler organisk rhododendron gødning, f.eks. Osmo Surbundsgødning eller Animix rhododendrongødning, der frigiver næringsstofferne langsomt og dermed ikke svider rødderne. Men det allervigtigste er hvert efterår at lægge en tykt lag blade (10-20 cm) eller lignende organisk materiale oven på hele bedet, på den måde vil der altid være luft og næring til planterne.

En gang imellem mærkes efter om surbundsbedet er tilstrækkelig fugtigt. I tørre perioder er det nødvendigt at vande bedet godt igennem. En nem og billig løsning er at ligge en drypslange eller siveslange i bedet, med en slange hen til vandhanen, så der på tørre sommerdage nemt kan vandes 15-30 min. hver morgen eller aften når solen ikke er på – så har man altid smukke sunde planter, og tilsluttes et ur/timer, så behøver naboen ikke passe haven, mens man er på ferie.






Beskæring


Rhododendron kan beskæres i blomstringsperioden eller hurtigst muligt efter blomstring, klip f.eks. nogle af de ældste eller mest nøgne grene ned til ca. 15 cm over jorden og lad enkelte grene med blade sidde tilbage, så der altid er grønne blade tilbage på planten efter beskæring. Oftest vil der i løbet af kort tid vokse 2-4 nye grene ud på hver af de nedklippede grene, og planten bliver tæt og fyldig fra bunden igen.

Efter blomstring kommer der en frø stilk som tit alligevel ikke når at udvikle sig med modne frø. Denne frøstilk kan brækkes af når først blomsten er færdig med at være flot. På den måde kommer der mere energi til at planten kan gro, frem for den skal bruge energi på at lave frø.