Plantning af hæk

De bedste årstider for platning af hæk

Forår og efterår er de bedste årstider for plantning af hække. Hækplanter leveres og sælges mest almindeligt som såkaldte barrodsplanter, hvor man får dem i bundter med 5-10 eller 25 planter pr. bundt afhængig af størrelse og art. Det er typisk slægterne bøg, liguster, avnbøg, naur, tjørn og spiræa, der anvendes til hæk, men andre kan også bruges.

Klippede hække


Til klippede hække bruges normalt bøg, liguster, avnbøg, navr og tjørn, og af dem mest de 2-3 førstnævnte, hvorimod spiræa er mere til fritvoksende hække.

Sådan planter du hæk


Når der skal plantes en hæk, der skal klippes, anbefales ca. 4 planter pr. meter. Rent praktisk kan man plante ved at en person graver et hul i en størrelse, så der er god plads til planterødderne. En anden person går med et bundt planter, og sætter en plante i plantehullet, når det er gravet. Gravepersonen graver næste hul, og fylder jorden i plantehullet med planten, og personen med planterne træder jorden fast omkring planten. Sådan fortsætter man.
En anden fremgangsmåde er, at grave en rende, hvor hækplanterne kan sættes ned mod den ene side, og den opgravede jord fyldes ned omkring planterødderne. Sørge også for her, at der er god plads til rødderne, og træd jorden fast omkring planternes rødder. Er jorden mere eller mindre tør, eller er det på let og sandet jord, er det godt at vande lige efter plantning, så jorden bliver fugtig i mindst hele plantedybden. Er foråret og sommeren efter plantningen tør, bør der vandes et tilpas antal gange med dages eller ugers mellemrum, alt efter behov.
For at sætte hækplanterne lige, trækker man en snor, hvor midten af hækken skal være, og markerer linien i jorden, fx med spaden, og snoren kan fjernes. Vil man plante efter snoren, kommer man nemt til at rykke den mod siden, og så har man ikke længere en lige linie.

Husk at rødderne skal være fugtige hele tiden


Vær opmærksom på, at holde rødderne fugtige hele tiden, og tag derfor ikke for store bundter med ved plantningen, og læg slet ikke planterne ud på jorden langs plantelinien, så de kan komme til at ligge der og tørre i længere tid.