Forspiring af kartofler

Forspiring af kartofler

Sidst i februar kan du sætte kartofler til forspiring et lunt sted indendørs. Du kan også få noget af forspiring i første halvdel af marts. Læg lidt pottemuld eller anden muld i bunden af potter eller kasser, og læg kartoflerne der på. Hold det let fugtig. Indtil kartoflerne begynder at spire, kan de stå mørkt, men hold øje med dem, for når de nye spirer viser sig, skal de have lys, ellers bliver de meget tynde og ranglede, og er ikke til nogen gavn. Du kan også forspire uden at lægge knoldene på/i muld, men så er det vigtigt, at de kommer ud i jorden, inden spirerne bliver ret lange. Forspiringen varer som regel ca. tre uger, og efter yderligere tre uger, er det som regel nødvendigt at få kartoflerne ud i køkkenhaven, og så er vi typisk midt i april, så seks uger før det tidspunkt, kan forspiringen begynde.

Vigtigt med gode forhold


For at undgå lange, tynde og ranglede spirer, skal der være et passende forhold mellem lys og varme, og det er de to faktorer, vi kan regulere på. I praksis måske kun den ene. Hvis spirerne begynder at blive for lange og tynde er der enten for varmt i forhold til lysmængden, eller for lidt lys i forhold til temperaturen. Hvis spirerne er lyse, er der for mørkt, og det er mere lys der skal til.
Det er især de tidlige sorter af kartofler, der er noget at hente ved at forspire.