Brug af bark- og træflis


Forhindre ukrudtsfrø i at spire


Et lag af bark- og træflis kan forhindre ukrudtsfrø i at spire. Derimod kan det ikke stoppe væksten af flerårigt ukrudt, hvis der ligger rodstykker af det i jorden. Der skal et lag på mindst ti cm bark- eller træflis, hvis det skal være effektivt. Ud over at holde ukrudt væk, er det også med til at bevare fugtighed i jorden. På skrænter kan flis helt eller delvis forhindre erosion.

Bark- og træflis


Bark- og træflis bruger en del kvælstof til den naturlige omsætning, som finder sted. Derfor er det nødvendigt at tilføre lidt mere kvælstof til arealer med flisdække. Især hvor man bruger træflis. Lægger man flis ud om foråret, er det godt at strø gødningen ud på jorden inden flisdækket lægges på. Ellers må gødningen blot strøes ovenpå flisdækket. Undlader man det ekstra kvælstof, kommer planterne til at mangle kvælstof, og vokser ikke godt.

De enkelte flisstykker skal være over to cm, og flismaterialet, skal indeholde så lidt smuld som muligt, helst ingenting.

Flis kan bruges omkring træer og buske. Hvorimod stauder og andre urteagtige planter ofte vil mistrives med et flisdække omkring sig. Forårsløg vokser uhindret gennem flisdække - måske med få dages forsinkelse i forhold til udækket jord.

Flis nedsætter jordtemperaturen, og det kan være en ulempe for roser, især på leret, tung jord. Det er fordi flis fungerer som et isolerende lag mod solens stråler. Så jorden under flisen vil ikke varmes så hurtigt om foråret, men det vil heller ikke afkøles så hurtigt når vinteren nærmere sig.

Hvis der ligges flis omkring træer og buske er det vigtigt at der skabes lidt luft helt tæt på stammen af planterne. Buske og træer har ikke godt af at de nederste 10 cm af stammen er våd hele tiden, derfor skal der ikke være flis helt tæt på stammen.

Flis på gangarealer


Bark- og træflis kan også bruges som belægning på gange og stier i haver, eller dele af haver, hvor man ønsker et meget naturpræget udtryk.