Sydfrugter som fersken og abrikos
forbindes med varmere himmelstrøg end de danske.
Vi møder dem på ferierejser, spiser med
fornøjelse og nyder den eksotiske stemning mellem træerne. Men selv om der ikke er tid eller
råd til ferie, er det muligt at hente en god del af den sydlandske stemning med hjem i haven.
Mange af planterne er ganske hårdføre under danske klimaforhold, blot de behandles lidt
nænsomt. Og selv om høsten ikke bliver som i Italien og Spanien, er det - især i gode somre -
muligt at plukke lækre frugter på træerne. Frugter; der smager af meget mere end dem, man kan
købe i forretningerne, fordi de hjemmeavlede har fået lov at modne færdigt på træerne i
sommerens sol og milde vinde.
Sydfrugterne plantes et beskyttet sted tæt
op ad husets syd- eller vestvendte mur evt. i store baljer, der kan flyttes i ly, når frost og kulde
nærmer sig eller inde i drivhuset eller udestuen.
Selv træer, der er plantet
udendørs, har normalt ikke problemer med at overleve vintrene. Men det kan være vanskeligt at få
en god frugtsætning. Op ad den varme sydmur springer træerne i blomst i det allertidligste
forår. Dejligt ser det ud, men bliver forårssolens varme stråler afløst af blot få graders
nattefrost, som det ofte sker på klare forårsdage, er der risiko for at blomsterne
ødelægges.
Det sker ikke for drivhusplanterne og
baljeplanterne, men husk, at der kun dannes frugter hvis blomsterne er blevet bestøvet. Derfor
skal døren til drivhuset åbnes på de fine forårsdage, så bierne kan komme ind til
blomsterne. Ellers må man selv ud med en pensel eller en piberenser og føre støv fra blomst
til blomst, når blomstringen er på sit højeste.
For at forhindre frostskader på
udendørs planter er det en god ide at dække planten, hvis det ser ud til frost. Alternativt
kan muren dækkes med et reflekterende materiale på de første forårsdage, så temperaturerne
i træets nærmeste omgivelser ikke når de højder der sætter gang i blomstringen.
Den tidlige blomstring er dog også et af plusserne ved mange af de
sydfrugter, vi kan dyrke i haven. Fersken, abrikos, nektarin og mandel får alle et væld af
hvide eller lyserøde blomster før træernes blade springer ud. Lige på det tidspunkt, hvor vi
allermest trænger til forårsfrisk frodighed.