Mandelfersken
er en krydsning mellem fersken og sødmandel. Den er i modsætning til den sødmandel, Prunus dulcis,
der dyrkes i Sydeuropa temmelig hårdfør på vore breddegrader. Den kan plantes både fritstående i haver der ikke ligger meget udsat for blæst og kulde og
espalieres tæt ved en husmur. Under alle omstændigheder er mandelfersken et smukt lille prydtræ
på 3-5 meter, der blomstrer overdådigt med store, rosa blomster i det tidlige forår før
løvspring og villigt sætter frugt.
Frugterne ligner ferskner, men frugtkødet er tørt og kedeligt. Til gengæld
kan mandlen, der findes som kernen i stenen i midten, spises som søde
mandler.
Ferskenmandeltræet ynder en god, kraftig muldjord og en solrig vokseplads, men bør beskyttes
mod blæresyge i det tidlige forår.
Sygdommen fersken-blæresyge kan være et
problem i fersken, nektarin og mandelfersken. Symptomerne er blærede,
fortykkede partier på bladene, der efterhånden ruller sig sammen. De nyeste
sorter er ikke så modtagelige for sygdommen som ældre sorter men det betaler
sig at forebygge, så vidt det er muligt. Svampesygdommens sporer spredes med
vanddråbe; og derfor gælder det om at undgå vand på grene og knopper indtil
1. maj. Det giver sig selv inde i drivhuset, og i det fri kan træet enten
plantes under et bredt udhæng eller kort og godt dækkes i den kritiske
periode
