Græsser
er en stor og særdeles sammensat gruppe planter, lave og høje, vintergrønne og
løvfældende - og i vort klima med eller uden blomster. De er gennemgående meget nemme at
dyrke, og de angribes yderst sjældent af sygdomme og skadedyr.
Beskæring foretages når solen lokker til lidt havearbejde.
Græsser
- klik på blomsten og se hvilke sorter vi enten har eller regner med at
kunne skaffe i løbet af kort tid.
Vi forsøger at skaffe så mange danskproducerede
græsser som muligt. De planter der er produceret i Danmark passer bedst til det
danske klima.
Højdeangivelsen er vejledende, det kan variere
en del alt efter jordbunden.
Før du
planter:
Vælg planter, der trives med de
vækstbetingelser, du har at byde på. Solelskende græsser til solrige
voksesteder, skyggetålende græsser til skyggefulde omgivelser osv.
Fjern alt ukrudt - og især flerårigt ukrudt -
før du planter. Det er betydeligt lettere end at luge mellem de nyplantede
græsser.
Jorden løsnes og arbejdes godt igennem før
plantning. Jord der er kørt sammen, løsnes i dybden ved fræsning og grubning.
Når du
planter:
Det er næsten altid plantetid for græsser, dog
ikke når jorden er frossen eller meget våd, eller når sommeren byder på
hedebølge.
Tænk på helheden, når du planter. Kombinationen
af farver og former skaber en flot spændende helhed. Plant de højeste græsser i
baggrunden og de laveste forrest.
Husk, at det bliver vinter igen. Det er en god
ide at benytte vintergrønne græsser og græsser med vinterstandere i
beplantningen, så der også er noget kønt at se på i den kolde tid.
Et tæt dække af græsser holder ukrudt i ave. Du
opnår et tæt dække ved at følge anvisningerne for antal planter pr.
kvadratmeter. Men husk græsser kan ikke kvæle flerårigt ukrudt, det skal fjernes
før plantning.
Efter
plantning:
Nyplantede græsser skal vandes umiddelbart
efter plantning, så der hurtigt kommer gang i rodvæksten. I de første uger efter
plantning vandes grundigt med mellemrum, så planterne ikke tørrer ud. Når
rødderne har fået fat for alvor, er vanding sjældent nødvendig. Der må ikke
gødes umiddelbart efter plantning, græsserne skal have lov til at komme i gang
med væksten, før der gødes, ellers kan man svide rødderne og planterne vil
visne.
Indtil græsserne vokser sammen og danner et tæt
plantedække, skal spirende ukrudt mellem planterne fjernes.
En veletableret græsbeplantning passer stort
set sig selv, planterne skal blot klippes ned hvert forår i april-maj. De må
endelig ikke klippes ned om efteråret, så kan der trænge vand ned og græsset kan
fryse eller rådne væk.